Hvor små vi er

Published on: okt 28 2014 by admin

Hvor-smaa-vi-er.dk er hjemmesiden for sangen af samme navn, som i 2005 var med til at indsamle penge til flodbølge-ofrene efter flodbølgen som ramte Asien i juledagene i 2004. Hjemmesiden er bevaret som et minde omkring, de danske musikere som gik sammen om at indspille musikken og musikvideoen til Hvor Små Vi er.

Titlen på den danske underholdningsbranches bidrag til den store indsamlingskampagne er ”Hvor Små Vi Er”. Den er skrevet af en landets førende sangskrivere, Remee, der har leveret tekst og musik til et hav af internationale stjerner og som den eneste danske komponist har modtaget en af verdens mest prestige-fyldte sangskriver-priser, Ivor Novello Award.

Ud over Remee fik projektet tilsagn fra en lang række af de førende danske kunstnere i den danske underholdningsbranche. Blandt disse kan nævnes Tue West, Nik & Jay, Paprika Steen, Jokeren, Mads Mikkelsen, Søs Fenger, Hush, Burhan G, C21 og Sonja Richter.

Alle involverede i projektet – bl.a. kunstnere og virksomheder – stillede deres arbejdskraft gratis til rådighed, så alle indtægter fra salget af ”Hvor Små Vi Er” gik ubeskåret til de fem nødhjælpsorganisationer Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Unicef, Læger Uden Grænser og Red Barnet i 2005.

Allerede den 6 januar 2005 var der blevet forudbestilt 20.00 eksemplarer, hvilket var inden selve indspilningen havde fundet sted. Dette fik flere store navne til at melde sig på banen. Videoen blev afspillet en lørdag på TV2 i et indsamlingsshow og efterfølgende blev en digital download af sangen af videoen frigivet. Prisen for singlen blev 20 kr., som ubeskåret gik til de førnævnte organisationer.

Følgende danske kunstner stillede op til Hvor Små Vi Er

Remee, Burhan G, Nik & Jay, Jokeren, Tue West, Paprika Steen, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Hush, Christina Groth, ATAF, Sonja Richter, Søs Fenger, Sissel Kyrkjebø, Anne Linnet, Cæcilie Norby, Steen Jørgensen, Allan Vegenfeldt, Lene Nystrøm Rasted, Szhirley, Casper Christensen, Alex Nyborg Madsen, Stine Jacobsen, Poul Krebs, Liv Lykke, C21, Virgo, Kenneth Thordal, Saseline, Morten Woods, Uffe Holm, Mick Øgendahl, Alex, Stig Møller, Alberte, Outlandish, Kasper Winding, Nadia Gudmundsson, Nikolaj Christensen, Julie Maria, Niels Brinck & Jokeren.

Du kan købe singlen her: http://www.bibzoom.dk/m/Various-Artists/Hvor-Sm%C3%A5-Vi-Er/?sku=11404543

Caecilie_sitepic jokeren_sitepic Nicolai_og_Mads2_sitepicHvor små vi er CD cover

Hvor små vi er CD coverOutlandish_sitepic Peter_og_Remee_001_sitepic Saseline_sitepic

 

Nyheder fra projektet

Herunder ser du et udsnit af indholder på den gamle side, som skal være med til, at vise hvor godt danskerne tog imod Hvor Små Vi Er sangen. Alt indholdet blev først publiceret i 2005.

06.02.2005 – Holder førstepladsen
Ikke overraskende er ”Hvor Små Vi Er” stadig at finde på førstepladsen på den officielle danske singlehitliste. Det er måske mere overraskende, at danskerne, der ellers ikke plejer at købe singler, har taget så godt imod den. ”Hvor Små Vi Er” sælger så godt, at den faktisk kunne være med helt i toppen på hitlisten i England, hvor salget er meget højere. Faktisk ville den officielle danske støttesingle i forrige uge have ligget foran celebre navne som bl.a. Chemical Brothers og Elvis Presley!

 

 

06.02.2005 – 100.000 har besøgt hjemmesiden
Den hjemmeside, du sidder og kigger på lige nu, er en af landets bedst besøgte. Siden www.hvor-smaa-vi-er.dk gik i luften i forbindelse med indspilningerne af den danske underholdningsbranches officielle støttesingle til fordel for flodbølgeofrene, er den blevet besøgt af mere end 100.000. Det er selvfølgelig primært danskere, der er nysgerrige, men vi kan se på statistikken, at vi også har haft besøg fra bl.a. de øvrige skandinaviske lande, Tjekkiet, England, USA og Japan. Til alle vores udenlandske besøgende siger vi: Bienvenue, Willkommen, benvenuto, 歓迎, добро пожаловать, recepción, boa vinda og 환영

 

06.02.2005 – På vej mod 10-dobbelt platin
Danmark er ikke et land, hvor der normalt bliver solgt særligt mange singler. Det hører til sjældenhederne, at en single sælger så meget, at den kan præmieres med en platinplade – 8.000 solgte eksemplarer. Men ”Hvor Små Vi Er” er også en sjældenhed. Den har nu solgt mere end 15.000 eksemplarer via download (den tidligere rekord i Danmark var 3.500) og er bestilt i mere end 65.000 til handlen. Hvis alle de eksemplarer rygere over disken, kan ”Hvor Små Vi Er” bryste sig af at have solgt 10-dobbelt platin. Det er ikke sket i Danmark siden 1999, hvor støttesinglen ”Selv En Dråbe” blev udsendt.

 

28.01.2005 Direkte ind på hitlistens førsteplads
Så er det et faktum. ”Hvor Små Vi Er” gik direkte ind på førstepladsen på den officielle danske singlehitliste. Mere end 20.000 eksemplarer blev solgti sidste uge i de butikker, der indrapporterer deres salg til listen. I alt skønnes godt 25.000 eksemplarer at være solgt i den forløbne uge. Det har fået pladehandlerne til at genbestille ”Hvor Små Vi Er”, så den nu i alt er oppe på 50.000 eksemplarer.

”Salget har overrasket os positivt. Vores oprindelige mål var at sælge netop 50.000 singler. Det mål har vi allerede nået, og der er – heldigvis – ikke noget, der tyder på, at salget stopper her. Der er hårdt brug for pengene. Ikke bare her og nu men også til arbejdet med at genopbygge områderne,” siger Jens-Otto Paludan, adm. direktør i Universal Music, der står for distributionen af ”Hvor Små Vi Er”.

 

28.01.2005 Nu som ringetone
Vi har i længere tid modtaget forespørgsler om, hvor man kan købe ”Hvor Små Vi Er” som ringetone. Det kan man flere steder. TDC Mobils kunder kan hente ringetonen via Fly-portalen. Det koste 25 kr., der går ubeskåret til de fem nødhjælpsorganisationer. Derudover er muligt at købe ringetonen via TV2’s mobilhjemmeside. Her går beløbet også ubeskåret til nødhjælpsarbejdet. Endelig kan også mobilselskabet 3’s kunder købe sangen som truetones.

 

28.01.2005 3 sælger videoen til download
Mobilselskabet 3, der er det eneste selskab i Danmark, der tilbyder sine kunder videotelefoni, sælger musikvideoen til ”Hvor Små Vi Er”. Foreløbig har 5.000 af selskabets kunder valgt at købe videoen til telefonen. 3 lader indtægterne gå ubeskåret til nødhjælpsarbejdet, så indtil videre har salget indbragt 100.000 kr.

 

23.01.2005 Boogie-seerne elsker ”Hvor Små Vi Er”
”Hvor Små Vi Er” fortsætter med at gå sin sejrsgang i den gode sags tjeneste. Sangen er gået direkte ind som nummer et på DR-TV’2 Boogielisten og seerne giver bl.a. ”Hvor Små Vi Er” følgende kommentarer med på vejen:

“Hold kæft en fed sang… Den er bare så cool… Respekt til de folk der har været med til at lave den – godt arbejde…”

”Den giver en noget at tænke over.”

“Alt for cool at kendte mennesker tager sig sammen til at synge sådan en sang… God tanke og en cool sang… Meget tankevækkende.”

23.01.2005 – Download-eventyr fortsætter
Selvom ”Hvor Små Vi Er” udkom som single i pladebutikkerne i mandags og de fleste af os nok havde forventet, at salget via online musik-butikkerne ville dø ud, fortsætter ”Hvor Små Vi Er” med at sælge 3-500 downloads om dagen. Det betyder, at sangen nu er oppe på over 12.000 downloads – eller mere end tre gange så mange downloads som den tidligere rekord. Imponerende.

 

22.01.2005 Remee – nu med skrivekrampe
Det er ikke kun de private danskere, der har taget den danske underholdningsbranches officielle støttesingle til sig. Også erhvervslivet køber ind i stor stil. Blandt andre en ejendomsmægler i Charlottenlund, der har købt 1.200 eksemplarer af singlen. I fredags holdt han så butikken lukket for almindelig handel og indbød i stedet interesserede til at møde op, donere et bidrag til Støt Asien-indsamlingen og samtidig få en autograf af Remee – en af de absolutte bagmænd på ”Hvor Små Vi Er”. Flere hundrede tog imod tilbuddet.

 

21.01.2005 Pladebutikkerne melder om stor interesse
Der er rift om støttesinglen hos de danske pladeforhandlere. På trods af, at ”Hvor Små Vi Er” allerede på udgivelsesdagen var forudbestilt i et imponerende antal på 35.000 eksemplarer, har efterspørgslen været så stor, at flere butikker sidst på ugen var ved at løbe tør. Derfor er ”Hvor Små Vi Er” nu genbestilt i yderligere 14.000 eksemplarer, hvilket bringer det samlede salg op på små 50.000 eksemplarer.

 

19.01.2005 – Nu på MTV
Det er ikke længere kun danskerne, der har mulighed for at se musikvideoen til ”Hvor Små Vi Er”. Nu har selveste MTV sat videoen i rotation på MTV Nordic. MTV garanterer mindst 14 visninger om ugen.

 

19.01.2005 – Supersupport fra radiostationerne
”Hvor Små Vi Er” ligger nu på anden uge på en sikker førsteplads over de mest spillede sange på de danske radiostationer. Men her stopper supporten fra radioerne ikke. Adskillige har nemlig også sagt ja til at bringe radioreklamen for singlen – uden beregning. Kæmpe tak til The Voice, Radio 2, Pop FM, Radio 100FM, Sky Radio, Radio Silkeborg, Radio Silkeborg Guld, Radio Horsens, Radio ABC, Radio ABC Solo, Radio Alfa, SLR, VLR, Mix FM, Radio Viborg Hit FM, Radio Holstebro Hit FM, Midtjylland Hit FM, Radio Viborg Guld FM, Midtjylland Guld FM, Nordvestjylland Guld FM.

Og så selvfølgelig også en stor tak til skuespilleren Nikolaj Lie Kaas, der ud over at medvirke på singlen også har speaket radiospottet gratis.


18.01.2005 – Midt i en valgkamp: Glem ikke ”Hvor Små Vi Er”
Den tragiske flodbølgekatastrofe udsatte i første omgang det planlagte folketingsvalg. Det afslørede statsministeren fra Folketingets talerstol tidligere i dag. Nu risikerer valget at fjerne al fokus på tragedien i Sydøstasien. Der er ingen tvivl om, at valgkampen kommer til at præge mediebilledet i de næste tre uger, men det er vigtigt at holde fast i, at ofrene for katastrofen stadig har brug for hjælp og ikke fortjener at blive glemt. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til dig om forsat at støtte nødhjælpsarbejde – enten ved at købe cd’en ”Hvor Små Vi Er” eller ved at yde et direkte bidrag til de fem nødhjælpsorganisationer.

 

18.01.2005 – Over 50.000 besøgende og 10.000 downloads
Den danske underholdningsbranches bidrag til Asien-indsamlingen bliver ved med at byde på imponerende tal. Singlen ”Hvor Små Vi Er” kom i den traditionelle pladehandel i går, mandag. Den er forudbestilt i mere end 35.000 eksemplarer. Samtidig har salget af sangen på Internettet via online musikbutikkerne rundet et markant hjørne. Sangen har nu solgt i mere end 10.000 eksemplarer. Det er tæt på at være tre gange så mange som den tidligere rekord. Endelig vil vi også gerne have lov til at prale lidt af vores hjemmeside. Siden den blev lanceret for 12 dage siden, er den blevet besøgt af mere end 50.000 internetbrugere. Fantastisk! Kig endelig forbi igen.

 

14.01.2005 – Nu solgt til platin-download
Ikke nok med, at ”Hvor Små Vi Er” allerede er landets mest downloadede sang. Nu har sangen slået en ny rekord. Men mere end 8.000 solgte download, kan støttesangen til fordel for flodbølgens ofre i Asien også kalde sig det første platin-download. For at modtage en platinsingle i Danmark skal en kunstner nemlig have solgt over 8.000 eksemplarer. Den grænse har ”Hvor Små Vi Er” – som den første sang på Internettet i Danmark nogensinde – passeret. På mandag er CD-singlen i butikkerne. Her er forhåndsinteressen også enorm. Singlen, der indeholder tre versioner, er bestilt i omkring 35.000 eksemplarer

 

11.01.2005 – ”Hvor Små Vi Er” slår danmarksrekorden
Så er det officielt. Efter mindre end to døgn er ”Hvor Små Vi Er” den sang, der er blevet downloadet – lovligt – via nettet i flest eksemplarer. Den hidtidige rekord var 3.500 eksemplarer. Mandag aften var det tal passeret og ”Hvor Små Vi Er” er nu blevet købt i mere end 4.300 eksemplarer via online musikbutikkerne. Det koster 20 kr. at downloade sangen. Pengene går ubeskåret til de fem nødhjælpsorganisationer.

 

11.01.2005 – Radioerne er vilde med ”Hvor Små Vi Er”
”Det er skønt at se kunstnere fra så forskellige generationer, genrer og grene af kulturlivet rykke sammen og på så kort tid få skabt et rørende og fængende nummer. Sangen siger noget almen gyldigt om menneskelig afmagt og hvor skrøbelige små væsener vi er når det hele ramler – og det er jo svært nok at få sagt eller sunget uden at blive for banal og sentimental.

Opgaven er ligeledes løst yderst taktfuldt og befriende renset for unødig trampen rundt i andre menneskers ulykke. Jeg håber, at rigtigt mange mennesker vil købe singlen og dermed støtte sagen.”

Lars Trillingsgaard
Musikchef, P3

I går, mandag, blev ”Hvor Små Vi Er” sendt ud til de danske radiostationer. Opbakningen er fantastisk. På bare én dag er ”Hvor Små Vi Er” blevet den mest spillede sang på de danske radiostationer. Her kan du læse, hvad de musikansvarlige på nogle af de største radiostationer mener om ”Hvor Små Vi Er”:

“Det er en flot nutidig støttesang der på klassisk vis fanger alle på tværs af alder og musiksmag.”

Tobias Nielsen,
Programdirektør på The Voice, Radio2 og Pop FM.

”Det var med særlig spænding og forventning, jeg hørte sangen første gang. Hvilket resultat komme der ud af et samarbejde mellem f.eks. Jokeren og Anne Linnet? Min forventning blev indfriet – og lidt til. ”Hvor Små Vi Er” er en iørefaldende og velfungerende popsang, som allerede har fundet vej til lytterne på Radio 100FM. Husk at du ikke støtter ofrene i Asien ved at høre sangen i radioen, så køb eller download den i dag.”

Martin Marx
Musikchef på Radio 100FM

“Hvor små vi er” er en gribende sang fyldt med poesi. Den formår at sætte ord på den afmagt, som mange har følt efter katastrofen i Asien. Denne lille sang bliver et stort hit til gavn for en stor sag og vil i mange år frem være et vidnesbyrd om, at selvom vi er små, kan vi gøre en forskel. Vi Sky Radio, vil gøre vores for at sangen når ud til hele Danmark.”

Lasse Roldkjær
Musikchef, Sky Radio

 

10.01.2005 – 70 timers intenst arbejde – så var videoen i kassen!
Det er ikke bare kunstnere, producere og musikere, der har lagt sig i selen for at indspille ”Hvor Små Vi Er” på rekordtid. Også på tv-siden er der blevet arbejdet knaldhårdt. Videoen, der følger ”Hvor Små Vi Er” blev produceret af TV2 On Air-promotion. Det tog mindst 70 timers intenst arbejde, men så var den smukke og bevægende video også i kassen.

Det er chefproducer Patrick Damsted, der har stået for produktionen af videoen.

”Vi kom ret hurtigt på ideen om, at vi gerne ville have almindelige mennesker til at bære kunstnerne igennem musikvideoen. Den forfærdelige naturkatastrofe har nemlig brudt grænserne ned mellem danskerne. Derfor ville vi gerne lave en video, der bandt danskerne, musikken og katastrofen sammen,” siger Patrick Damsted.

Pressebillederne, der vises i starten og slutningen af videoen er taget af fotograf Ole Kibenich.

”Midt under optagelserne blev vi ringet op af Ole, der lige var kommet hjem fra Thailand. Han kom forbi studiet og viste sine billeder. Jeg er især glad for billederne i slutningen af videoen, hvor et dansk par, der var blevet væk fra hinanden under flodbølgen, bliver genforenet. De viser, at der trods alt er håb midt i al elendigheden,” siger Patrick Damsted.

Han er nu vendt tilbage til sit daglige arbejde på TV2 – og hvad har han så fået med i bagagen?

”Det har været nogle hårde dage, men samtidig har det været en fantastisk oplevelse at se, hvor meget der kan udrettes, når alle mennesker trækker i sammen retning og bruger al deres energi på at løse den samme opgave,” siger Patrick Damsted.

I den kommende tid kommer du til at kunne gense videoen til ”Hvor Små Vi Er”. Dels i musikprogrammerne på TV2 og DR men også på TV2 Zulu og TV2 Charlie. Videoen vil også blive vist på flere andre danske tv-stationer, så der er god grund til ar følge med.

09.01.2005 – Her kan du se musikvideoen
Musikvideoen til ”Hvor Små Vi Er” havde premiere på TV2 i aftes. Allerede i aften bliver det muligt at få et gensyn på DR1 i udsendelsen ”Hjælp Asien”, der bliver vist fra kl. 21.15. Her kan du også se interviews med nogle af de mange danske kunstnere, der medvirker på sangen. Hvis du ikke har tålmodighed til at vente så længe, kan du se musikvideoen på nettet her. Det er TV2, der har stået for hele produktionen af videoen.

 

09.01.2005 – Ser ud til at slå download-rekord
Lige nu tyder alt på, at ”Hvor Små Vi Er” slår rekorden og bliver den sang, der lovligt er downloaded i flest eksemplarer i Danmark. I minutterne efter TV2 i aftes offentliggjorte webadresserne, hvor man kan købe sangen, blev den downloaded 30 gange i minuttet – det vil sige, at ”Hvor Små Vi Er” blev købt hvert andet sekund på Internettet. Fortsæt endelig med det. Der er brug for pengene.

 

 

08.01.2005 – Vi må desværre undvære Sissel
Det lykkedes desværre ikke at få Sissel Kyrkjebø med på ”Hvor Små Vi Er”. Sissel er i Oslo for at medvirke i et støttearrangement på norsk tv. Planen var, at hun skulle have indsunget sin vokal og lavet video i Norge. Desværre gjorde tekniske problemer det umuligt.

”Jeg er meget ked af, at det af tekniske årsager desværre ikke kunne lade sig gøre at medvirke. Jeg glæder mig til at høre alle de andre kunstneres bidrag og håber selvfølgelig, at rigtig mange køber singlen,” siger Sissel Kyrkjebø.

 

08.01.2005 – Kasper Winding i studiet fra Paris
Lysten til at medvirke på ”Hvor Små Vi Er” har været enorm. Faktisk så stor, at selv det næsten umulige kan lade sig gøre. Da Kasper Winding blev kontaktet, sagde han ja med det samme. Der var bare lige det problem, at Kasper sidder i Paris og altså ikke kunne komme i studiet og indspille vokal og video i København. Hvad gør man så? Jo, man indspiller da i Paris, optager selv en videosekvens og oploader det hele via nettet. Sådan!

 

Danmarkspremiere kl. 22.50 (opdateret)
Resultatet af en lettere kaotisk uge kan ses i aften på TV2. Videoen til ”Hvor Små Vi Er” bliver vist omkring kl. 22.50 og umiddelbart efter kan sangen downloades hos samtlige danske musikbutikker på nettet. Et download koster 20 kroner og pengene går ubeskåret til de fem nødhjælpsorganisationer – Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Læger Uden Grænser, Unicef og Red Barnet.

 

07.01.2005 – Anders ”Anden” Matthesen er ikke med
Ved en yderst beklagelig fejl har vi på ”Hvor Små Vi Er” projektet offentliggjort, at Anders ”Anden” Matthesen har sagt ja til at deltage på støttesinglen. Det er ikke korrekt. Vi beklager, at vi i den travlhed, der hersker under optagelserne, ved en fejl er kommet til at offentliggøre Anders Matthesen som deltager.



06.01.2005 – Kort nyt fra studiet.
20.000 solgte eksemplarer Stemningen i studiet er hektisk. Vi er under et voldsomt tidspres, men føler os stensikre på, at det hele nok skal lykkes. Vi bliver hele tiden overrasket over alle de positive henvendelser, vi får fra omverdenen. Kunstnere, virksomheder og privatpersoner, der alle sammen ønsker at bidrage. Begejstringen fik et ekstra skub opad, da Universal Music ringede først på eftermiddagen og fortalte, at ”Hvor Små Vi Er” allerede er bestilt i 20.000 eksemplarer. Det er fuldstændig fantastisk, når man tænker på, at der overhovedet ikke er nogen, der har hørt singlen endnu. Det varmer gevaldigt, men vi håber selvfølgelig på, at der er endnu flere, der vil bestille ”Hvor Små Vi Er”. Der er hårdt brug for pengene – ikke bare her og nu men også, når områderne skal genopbygges.

 

05.01.2005 – Så er vi i gang…
Lige nu kan det måske nok virke som en noget nær umulig opgave at samle toppen af den danske underholdnings-branche og indspille en single og en video på bare to dage, men det skal nok lykkes. Stemningen i lejren er fantastisk, og det vi allerede har lært er, at vi hver for sig er ingen ting, men sammen er vi store. Hvis vi skal være helt ærligt har vi allerede tyvstartet. Allerede tirsdag aften blev de første vokaler indspillet. Nik & Jay, der var på vej ud af landet på ferie, havde heldigvis overskud til at gå i studiet og indspille deres del af singlen. Vi håber, at du løbende vil kigge forbi her på hjemmesiden og følge med i vores arbejde og så glæder vi os ellers til at præsentere vores sang for dig og alle andre på lørdag, hvor videoen til ”Hvor Små Vi Er” får premiere på TV2.

Sorry, the comment form is closed at this time.

Sorry, the comment form is closed at this time.